Gå til hovedindhold

Sanserum indrettet på bosted

Der er høje forventninger hos både medarbejdere og borgere til det sanserum, der nu er klar til afprøvning.

  • Læs op

Indhold

    Forskning og afprøvning i praksis viser, at sansestimuli kan have positiv effekt på borgere, der er udadreagerende. Borgerne, der typisk har socialpsykiatriske diagnoser i kombination med et misbrug, tager mange ressourcer og påvirker medarbejdernes trivsel negativt. Den situation håber man at påvirke med indsatsen.

    Forventningen er, at sansestimuli:

    • beroliger urolige borgere og derved reducere udadreagerende og selvskadende adfærd
    • påvirker medarbejdernes trivsel positivt, da medarbejderne bliver udsat for færre voldelige episoder og konflikter med borgerne
    • klæder medarbejderne bedre på til at håndtere episoder, når de forekommer

    Teknologien

    Sanserummet er indrettet med teknologier fra virksomheden Aabentoft. Der er tale om et helt system, hvor alle elementer spiller sammen og skaber et multisensoriske rum, hvor man kan tilpasse rummets stimuli efter den individuelle bruger. Man registrerer borgeren med en profil i systemet, som man løbende kan tilpasse den enkelte, efterhånden som man finder ud af, hvad der virker bedst. Profilen kan nemt ændres, hvis behovene ændrer sig. Man har indflydelse på alle sanseelementer i rummet og kan påvirke borgerens arousal med for eksempel taktile elementer, billeder, lys og lyd.

     

    Positive reaktioner

    Enkelte borgere har allerede været inde og kigge og snuse til det nye sanserum, og der var positive reaktioner hele vejen rundt; borgerne kunne godt lide at opholde sig i rummet. 

    Enkelte medarbejdere har efter en konfliktsituation med en borger benyttet rummet til at finde ro igen, og på den måde kan rummet have en yderligere positiv indflydelse på arbejdsmiljøet.

    Afprøvningen af sanserummet på Nygårdsvej i Holme begynder i foråret 2024 og fortsætter hen over sommeren. Der forventes nogle konklusioner på projektet i løbet af anden halvdel af 2024.

    Projektet er finansieret af Aarhus Kommunes Velfærdsteknologiske OPI-pulje.

    Sidst opdateret: 4. april 2024